Fakta & formuleringer er ikke ens: EU's første AI-sag

Tirsdag den 3. november 2026 afgav generaladvokat Maciej Szpunar ved EU-Domstolen sit forslag til afgørelse i den første sag om generativ AI, der er nået frem til domstolen. Sagen hedder C-250/25 og står mellem den ungarske portaludgiver Like Company og Google Ireland. Konklusionen er værd at læse to gange: Googles chatbot Gemini kan krænke en presseudgivers rettighed, når den i realtid henter en artikel og bygger sit svar på den. Men selve det at træne en sprogmodel på beskyttet materiale er som udgangspunkt tilladt.

Det flytter tyngdepunktet i hele debatten om AI og ophavsret. I to år har striden handlet om, hvad modellerne er trænet på. Szpunar peger et andet sted hen: på hvad svaret gengiver. Fakta er frie, formuleringer er ikke. For jer, der bygger eller bruger AI til at opsummere andres indhold, betyder det, at den juridiske risiko ligger i output og hentning, ikke kun i træningsdata. Her er, hvad generaladvokaten faktisk sagde, og hvad I kan gøre ved det nu.

Hvad generaladvokaten faktisk sagde

Like Company driver en række ungarske nyhedsportaler. Virksomheden lagde sag an mod Google ved en domstol i Budapest og hævder, at Gemini gentagne gange gengav selskabets artikler i perioden fra 13. juni 2023 til 31. maj 2024. Den ungarske domstol kunne ikke selv afgøre, hvordan EU-retten skal fortolkes, og sendte derfor fire spørgsmål videre til EU-Domstolen. To handler om træning af sprogmodeller, to handler om de svar, Gemini genererer ud fra artikler, der ligger online. Spørgsmålene blev sendt afsted i april 2025.

Szpunars svar er et forslag, ikke en dom. Generaladvokatens rolle er at give domstolen en uafhængig juridisk indstilling, og dommerne følger den i de fleste sager, men ikke i alle. Den endelige dom ventes i de kommende måneder, og det er den nationale domstol i Budapest, der til sidst afgør selve tvisten. Det skal stå tydeligt, før nogen begynder at ændre deres AI-opsætning: Intet er afgjort endnu. Men et forslag til afgørelse fra generaladvokaten er det første konkrete pejlemærke, EU har fået på et spørgsmål, som alle med en AI-søgefunktion har ventet på.

At det overhovedet er nået hertil, er historisk i sig selv. Flere af de outlets, der dækkede sagen, som irske Law Society Gazette, kalder det den første sag om generativ AI, der er landet hos EU-Domstolen. Det gør Szpunars ræsonnement til en skabelon, de nationale domstole og AI-udbyderne vil skæve til længe, uanset hvad den endelige dom lander på.

Træning er tilladt. Svaret er det nye stridspunkt

De to spørgsmål om træning afviser Szpunar som hypotetiske. Der er ikke bevis for, at Like Companys artikler er brugt til at træne Gemini, og træning er efter hans vurdering ikke en onlinebrug af pressepublikationer i den forstand, presseudgiverrettigheden dækker. For fuldstændighedens skyld tilføjer han alligevel, at det at bruge beskyttet materiale til at træne en model som udgangspunkt er omfattet af undtagelsen for tekst- og datamining. Det er en bemærkning i forbifarten, ikke en bindende afklaring, men den trækker i samme retning som den bredere debat om, hvem der ejer det, jeres AI er trænet på: Selve træningen er svær at stoppe med ophavsret alene.

Det interessante ligger et andet sted. Gemini bruger det, man kalder retrieval-augmented generation, eller grounding. Ud over den viden, modellen fik under træningen, henter den i realtid indhold fra nettet, ofte presseartikler, for at give opdaterede og præcise svar. Den tekniske skelnen er ikke bare for nørder: Det er netop hentningen og svaret, generaladvokaten sætter i skudlinjen, ikke modellens vægte. Vi har tidligere forklaret hvad RAG er for marketing- og forretningsfolk, og den artikel er god at have læst, før man vurderer sin egen løsning.

Szpunar deler i praksis AI'ens brug af en artikel op i tre. At træne på den er som udgangspunkt frit. At gengive de rene fakta fra den er også frit, for presseudgiverrettigheden beskytter ikke nyhederne som sådan. Men at hente artiklen og svare med en gengivelse, der ligger så tæt på originalens formulering, at læsningen af originalen bliver overflødig, kan kræve udgiverens tilladelse. Det er den tredje handling, der er ny juridisk grund. Luxembourg-avisen Paperjam gennemgår den tredeling grundigt i sin dækning af forslaget.

De to betingelser: ulovlig adgang og genkendelig formulering

Hvornår er grænsen så overtrådt? Szpunar opstiller to forhold, der skal vurderes. Det første er, hvordan chatbotten har fået fat i artiklen. Hvis adgangen er sket ved at omgå en effektiv teknisk foranstaltning, for eksempel en betalingsmur eller en spærring mod automatisk scraping, taler det for en krænkelse. Det andet er, om svaret blot refererer fakta, eller om det genbruger artiklens udtryksform så genkendeligt, at brugeren, som Szpunar formulerer det, helt slipper for at læse originalen.

Den sondring mellem fakta og form er kernen. Presseudgiverrettigheden beskytter den konkrete udtryksform og den investering, der ligger bag en publikation. Den giver ikke udgiverne eneret på begivenhederne. En chatbot må altså godt opsummere, hvad der er sket. Den krydser en linje, når den gengiver artiklens egen formulering i et omfang, hvor det ikke længere giver mening at klikke ind på kilden. Når den form er, med generaladvokatens ord, systematisk genkendelig i svarene på beslægtede forespørgsler, er retten som hovedregel krænket, og det kan samtidig være en ulovlig tilgængeliggørelse for offentligheden.

Kriterierne er stadig vage i kanten. Hvor meget skal der til, før en formulering er genkendelig nok? Og tæller en robots.txt-fil som en effektiv teknisk foranstaltning på linje med en betalingsmur? Det sidste er langtfra oplagt, og det er præcis den slags, de nationale domstole kommer til at fylde ud sag for sag. Hvis I vil forstå, hvorfor spærringer mod bots er blevet så centrale, har vi set på den linje i robots.txt, der snart siger nej til AI-træning hos de store udbydere.

Hvem hæfter, hvis svaret krænker?

Et af de mest konkrete punkter i forslaget handler om ansvar. Det er ikke brugeren, der stiller spørgsmålet, der hæfter. Ansvaret ligger hos udbyderen af chatbotten. Szpunar sætter to betingelser op: Udbyderen hæfter, hvis genbruget er en del af forretningsmodellen, eller hvis udbyderen ikke har indført foranstaltninger, der troværdigt og effektivt modvirker krænkelsen. Il Sole 24 Ore gengiver samme ansvarsregel i sin dækning af sagen.

For jer, der køber AI-værktøjer, flytter det et ansvar. Hvis en leverandørs tjeneste systematisk gengiver beskyttet indhold, er det leverandøren, der har et problem, ikke nødvendigvis jer som bruger. Men bygger I selv en løsning oven på web-søgning, en nyhedsovervågning, en research-agent eller en intern vidensagent, der henter eksternt indhold, så er I udbyderen i den kæde. Så er det jer, der skal kunne dokumentere, at I har gjort noget troværdigt og effektivt for at undgå, at svarene bliver en kopi af kilden frem for et referat med et link.

Google afviser i øvrigt kravene. Selskabet har gjort gældende, at Gemini ikke husker artikler udenad, at eventuelle krænkende svar er dækket af undtagelserne for midlertidige kopier og for tekst- og datamining, og at ungarsk ret slet ikke bør gælde, fordi Gemini ikke er trænet i Ungarn. Det fremgår af The Next Webs gennemgang af sagen. Argumenterne er ikke afgjort, men de viser, hvor slaget kommer til at stå: om et svar er en midlertidig, lovlig kopi eller en reproduktion, der erstatter originalen.

Danmark er gået ind i sagen

Sagen er ikke kun ungarsk. Den danske regering har besluttet at intervenere og indgive et skriftligt indlæg til støtte for mediernes side. Argumentet er, at AI-firmaer ikke frit skal kunne bruge mediernes indhold uden at betale. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt satte tonen i et skriftligt svar til MediaWatch, som Journalisten refererede: "Det nytter ikke noget, at f.eks. Google kvit og frit kan suge indhold ud af medierne. Det skal de betale for."

Regeringens position og generaladvokatens forslag peger ikke helt samme vej. Danmark og medierne vil have betaling for brugen, også for træning. Szpunar lander på, at træning som udgangspunkt er tilladt, og at det er svaret og hentningen, der er det ømme punkt. Hvis domstolen følger ham, får danske medier et stærkere kort over for Google, OpenAI og Microsoft, men på en smallere front end den, kulturministeren lægger op til. Fokus flytter fra at stoppe træningen til at kontrollere, hvordan artiklerne dukker op i svarene.

Det rammer alle, der opsummerer nyheder

Sagen handler om Google, men logikken rammer bredere. Enhver tjeneste, der henter og opsummerer nyheder, står i samme felt: ChatGPTs søgefunktion, Perplexity, Microsoft Copilot, Claude med websøgning og jeres egne interne RAG-løsninger, der indekserer presseindhold. Presseudgiverrettigheden gælder kun pressepublikationer, så en B2B-udgiver eller en virksomhedsblog kan ikke direkte læne sig op ad den. Men princippet om, at fakta er frie, mens den konkrete formulering er beskyttet, gælder al tekst.

Det falder sammen med en bredere bevægelse, hvor udgivere kæmper om at kontrollere, hvordan deres indhold bliver brugt af AI. Vi har set, hvordan Reddit mister en million henvisninger om ugen, fordi Googles AI svarer i stedet for at sende klikket videre. Når svaret erstatter besøget, forsvinder både trafikken og indtægten. Szpunars forslag giver for første gang udgiverne et juridisk håndtag mod netop det, i hvert fald når formuleringen er genkendelig nok.

Hvad det betyder for danske virksomheder

Forslaget er ikke en dom, og I skal ikke bygge om i panik. Men retningen er klar nok til, at det er værd at kigge på jeres egne løsninger nu, mens dommen stadig er på vej. Risikoen har flyttet sig fra, hvad modellen er trænet på, til hvordan den henter og gengiver indhold i svarene. Det er en risiko, I selv kan styre.

Det kan I gøre nu:

• Kortlæg jeres interne AI-løsninger, der henter eksternt presseindhold. Noter for hver, om svaret linker til kilden eller gengiver den ordret.
• Byg citat- og linkdisciplin ind i jeres prompts og pipelines. Et kort referat af fakta plus et link til kilden er på den sikre side. Lange, ordrette uddrag er ikke.
• Respekter betalingsmure og tekniske spærringer i de crawlere og agenter, I selv kører. At omgå dem er netop det forhold, generaladvokaten fremhæver som ulovlig adgang.
• Spørg jeres AI-leverandører, hvordan de håndterer kilder, uddrag og licenser i EU. Ansvaret ligger hos udbyderen, så det er et rimeligt spørgsmål at stille før et køb.
• Er I selv udgiver af premium-indhold, så overvej, hvilke tekniske foranstaltninger I har. De afgør både, om indholdet bliver hentet, og hvor stærkt I står juridisk.

Juridisk spiller sagen sammen med resten af EU's AI-regler. Den handler om ophavsret, ikke om AI Act, men udbydere af generelle AI-modeller skal under AI Act have en ophavsretspolitik og respektere maskinlæsbare forbehold mod tekst- og datamining. Hvis domstolen bekræfter, at træning som hovedregel er dækket af TDM-undtagelsen, bliver det endnu vigtigere for rettighedshavere at gøre deres forbehold tydelige og maskinlæsbare. Vores guide til AI Act gennemgår, hvor de forskellige forpligtelser lander.

Ofte stillede spørgsmål

I to år har spørgsmålet været, om det var lovligt at træne AI på andres indhold. Szpunars forslag flytter opmærksomheden til det, der sker, når modellen svarer. Det er en mere præcis og mere brugbar skelnen, for den giver både udgivere og AI-byggere noget konkret at handle på: Gengiv fakta, link til formuleringen. Følger dommerne ham, bliver det ikke træningen, men svaret, der afgør, hvem der skal spørge om lov.