AI

Microsofts agent-framework blev kapret på PyPI. Tjek jeres nøgler

Den 17. november blev to udgaver af Microsofts Python-pakke agent-framework lagt op på PyPI gennem Microsofts eget udgiverkonto som var komprimenteret. Pakken bruges til at bygge og styre AI-agenter, og den hentes omkring 200.000 gange om m…

Den 17. november blev to udgaver af Microsofts Python-pakke agent-framework lagt op på PyPI gennem Microsofts eget udgiverkonto som var komprimenteret. Pakken bruges til at bygge og styre AI-agenter, og den hentes omkring 200.000 gange om måneden. De to versioner indeholdt en "tyv", der samler api-nøgler, tokens og secrets op fra udviklermaskiner og build-servere, og sender dem videre, så snart Python starter. Begge versioner lå på PyPI i under en time, men det var tid nok.

Vi har læst analyserne fra Wiz, GitHubs sikkerhedsdatabase, BleepingComputer, The Register og SiliconANGLE og samlet, hvad der faktisk skete, hvad der blev stjålet, og hvordan I på ti minutter kan afgøre, om I er ramt. Hændelsen er værd at forstå, fordi mange danske virksomheder lige nu bygger deres første AI-agenter oven på netop den her stak, og fordi et AI-projekts miljø typisk rummer flere værdifulde nøgler end noget andet sted i huset.

 

Hvad skete der med Microsofts agent-framework?

agent-framework er Microsofts open source-værktøjskasse til at bygge og orkestrere AI-agenter, efterfølgeren til AutoGen og Semantic Kernel og det lag, mange bruger til at sætte agenter i drift på Azure AI Foundry. Du kan læse mere om, hvad rammeværket er, i vores ordbog om Microsoft Agent Framework.

Den sidste rene udgave er 1.26.0, der kom 12. november. Fem dage senere, 17. november klokken 20:35 UTC, dukkede version 1.26.1 op, og klokken 21:08 fulgte 1.26.2. Omkring klokken 21:30 var begge fjernet igen fra PyPI, oplyser Wiz, der var først med analysen. Ifølge BleepingComputer blev den første version sat i karantæne af PyPI, hvorefter angriberen cirka to en halv minut senere lagde den anden op. At det overhovedet kunne lade sig gøre, viser, at angriberen stadig havde adgang til at udgive pakker, efter den første karantæne.

GitHubs sikkerhedsdatabase klassificerer begge versioner som malware under kategorien indlejret ondsindet kode, og flere sikkerhedsfirmaer bekræftede uafhængigt fundet, blandt andre Socket, StepSecurity, Ox Security og Endor Labs. Der er med andre ord ingen tvivl om, at det skete, eller hvad koden gjorde.

 

Sådan virkede angrebet, og hvorfor det kørte uden at blive importeret

Det her er et klassisk angreb på softwarens forsyningskæde: i stedet for at bryde ind hos den enkelte virksomhed forgifter man en populær afhængighed, som mange installerer. Det snedige ligger i, hvordan koden starter. Begge versioner lagde en lille .pth-fil i Pythons site-packages-mappe. En .pth-fil er en helt legitim Python-mekanisme til at tilføje søgestier ved opstart, men den kan også rumme en import-linje, der kører kode. Resultatet er, at tyven kørte, hver gang Python startede i miljøet, også selvom agent-framework aldrig blev importeret i jeres egen kode.

For at holde sig skjult beholdt begge versioner den ægte agent-framework-core 1.26.0 som afhængighed. Rammeværket virkede derfor helt normalt, mens tyven arbejdede i baggrunden. Koden forgrenede sig til en løsrevet baggrundsproces og satte en miljøvariabel, så den ikke kørte igen i underprocesser, og den tav om alle fejl undervejs. Filnavne som _telemetry og en tekst om lette diagnostik-hooks fik det hele til at ligne harmløs telemetri fra et SDK.

Version 1.26.2 var en ompakket udgave, der sendte til samme adresse, men flyttede den ondsindede kode til nye filnavne. Hvis I kun leder efter 1.26.1's filnavne, overser I altså den anden version. Koden forsøgte ikke at bide sig fast på maskinen. Ifølge forskerne bag OpenSourceMalware, gengivet af SiliconANGLE, er der tale om en fokuseret nøgle- og token-tyv, ikke en fjernstyringstrojaner. Den løb kun, så længe den forgiftede version lå installeret, og det gjorde den netop derfor hurtig og svær at opdage.

 

Hvad angriberne fik fat i

Tyven var målrettet Azure og CI/CD-pipelines. Den samlede miljøvariabler med navne, der indeholder ord som TOKEN, SECRET, KEY, AZURE, AWS, GITHUB, OPENAI, HF_ og FOUNDRY, og den læste hemmeligheder ud af op til 300 andre kørende processers miljø. Dertil kom en lang række credential-filer: Azure CLI, .npmrc, pip.conf, .netrc, .git-credentials, Docker-konfiguration, Hugging Face-tokens og .env-filer.

Det farligste er, at koden ikke nøjedes med at samle op. Den bad selv om friske tokens. Den hentede aktivt nyudstedte Azure managed identity-tokens til tolv ressourcer, blandt andet Resource Manager, Graph, Key Vault og Storage, samt Azure DevOps OIDC-tokens. Version 1.26.2 tilføjede tyveri af GitHub Actions OIDC-tokens. Hvor en Entra ID federated credential stoler på et workflow, kan sådanne tokens veksles til Azure-adgang uden en gemt hemmelighed. Det hele blev samlet i ét dokument, komprimeret, kodet og sendt i én HTTPS-forespørgsel til en hardcodet webhook.site-adresse.

Forskerne bag OpenSourceMalware pegede på, at kombinationen af passivt tyveri og aktive token-anmodninger er særligt farlig i build-miljøer, fordi selv kortlevende tokens er brugbare, når de smugles ud med det samme. Netop derfor er en build-server, der henter mange nøgler på én gang, et attraktivt mål. Vil I have baggrunden på de begreber, har vi en ordbog om AI-cybersikkerhed.

Hvor mange der reelt blev ramt, ved ingen præcist. Angriberen brugte en gratis webhook.site-konto, der kun gemmer de første 50 forespørgsler. Af dem kom fire fra angriberens egne maskiner og 29 fra sandkasser og sikkerhedsscannere. De resterende sytten svarede til blot tre unikke, vellykkede tyverier af offerdata, oplyser Wiz. Det reelle tal kan være højere, fordi forespørgsler ud over de 50 ikke blev gemt.

 

Hvor kom angriberen ind?

Her bliver billedet mindre skarpt. Wiz' vurdering er, at angriberen havde fat i et klientcertifikat og en privat nøgle til Microsoft ESRP, den interne pipeline Microsoft bruger til at signere og udgive pakken. Et første forsøg på at udgive fra Amazon-infrastruktur blev afvist af ESRP's IP-filtrering, mens et andet forsøg fra en Microsoft-ejet IP-adresse lykkedes. Hvordan nøglen blev stjålet, vides ikke. The Register rejste tidligt en alternativ teori om kompromitterede administrator-oplysninger på Microsofts GitHub-organisation. Rodårsagen er altså endnu ikke bekræftet af Microsoft.

Microsoft tog flere kodelagre offline, mens undersøgelsen stod på. Til The Register oplyste virksomheden, at den havde gjort nogle repositories private, mens den gennemgik ondsindet indhold, og at prioriteten var at beskytte kunder og økosystemet. Blandt de lagre, der blev utilgængelige, var også Microsofts ONNX Runtime, selvom hverken Microsoft eller forskerne har koblet det til kampagnen. Det er ikke første gang i år, en officiel Microsoft-pakke rammes: i maj blev durabletask kapret efter tyveri af en PyPI-token. Wiz understreger, at de to hændelser ikke er forbundet.

 

Også angriberne brugte AI

En detalje gør hændelsen til mere end endnu et pakkeangreb. Angriberens eget værktøj rapporterede sin fremgang til den samme offentlige webhook, som blev brugt til at suge data ud, og det lod Wiz kigge med på dele af operationen. Værktøjet kaldte sig Cairn, et open source-framework til AI-drevet penetrationstest, og angriberens maskine kørte desuden en AI-kodeagent oven på en åben model. Selve tyven er enkel nok til at være skrevet i hånden, men værktøjskæden omkring angrebet var bygget med de samme AI-agenter, som ofrene selv tager i brug.

Det passer i et mønster, vi har set gennem hele 2026. AI-udviklingsværktøjer er blevet et attraktivt mål, netop fordi de samler nøgler til Azure, OpenAI, Hugging Face og andre tjenester i de samme miljøer. Vi har før beskrevet, hvordan en kapret npm-pakke gik målrettet efter udvikleres MCP-nøgler, hvordan en falsk Claude Code-udvidelse plantede en bagdør i Cursor, og hvordan et brud hos en AI-underleverandør ramte Notions kunder. De samme risici gælder konkurrerende rammeværker som LangChain, CrewAI og OpenAI Agents SDK, der alle distribueres via PyPI og npm.

 

Er I ramt? Tjekliste på ti minutter

Problemet er, at en afhængighed som denne kan være forsvundet, før nogen opdager den. James Matchett, sikkerhedschef hos Cloudsmith, satte over for SiliconANGLE ord på udfordringen: en liste over afhængigheder i produktion kan vise nul spor af rammeværket, mens en build-server kan have installeret det og være lukket ned, før alarmen nåede frem. Derfor skal I lede bredt, ikke kun i den kørende produktion. Gennemgå følgende:

  • Søg i lockfiler, CI-logs, virtualenvs og container-images efter agent-framework 1.26.1 eller 1.26.2, og pin til 1.26.0.
  • Kig i site-packages efter filerne agent_framework_meta.pth og _telemetry.py fra den første version, og af_runtime_diag.pth og af_runtime_diag.py fra den anden.
  • Tjek jeres proxy- og DNS-logs for trafik til den kendte webhook.site-adresse. Et svar på 200 betyder, at data blev accepteret, mens 410 eller 429 tyder på, at det blev afvist.
  • Behandl enhver maskine eller build-server, der kørte en af versionerne, som kompromitteret, og rotér hver hemmelighed, der lå i miljøet.
  • Gennemgå Azure-logins for managed identities og federated credentials, og gennemgå Entra ID federated credentials, der stoler på jeres GitHub Actions-workflows. Stjålne managed identity-tokens kan være gyldige i op til et døgn.

Hvis I kører AI-agenter i egen drift i forvejen, giver det god mening at koble den slags egress-overvågning til jeres eksisterende systemer. Vi har tidligere gennemgået, hvordan OpenAI overvåger sine egne AI-agenter i fire lag, og den samme tankegang kan I bruge på jeres egne.

 

Hvad det betyder for danske virksomheder

Den vigtigste lære er, at en signeret, officiel udgivelse fra en stor leverandør ikke i sig selv er en garanti for sikkerhed. En AI-agent kan være nok så velafgrænset i drift, men byggemiljøet bag den rummer ofte nøglerne til alt. Når ét build-miljø kan rumme nøgler til cloud, kodelagre, modeludbydere og CRM på én gang, bliver det et samlet mål, og en enkelt forgiftet afhængighed kan tømme det hele.

Juridisk er der tre spor, I bør have for øje, hvis stjålne nøgler har givet adgang til systemer med persondata. Efter databeskyttelsesforordningens artikel 33 kan et brud på persondatasikkerheden udløse anmeldelse til Datatilsynet inden 72 timer. Er I omfattet af NIS2, hører hændelsen hjemme i jeres risikostyring af leverandørkæden. Og for producenter af software med digitale elementer trådte en ny indberetningspligt i kraft med Cyber Resilience Act: fra 11. september 2026 skal aktivt udnyttede sårbarheder og alvorlige hændelser meldes med et tidligt varsel inden 24 timer og en fuld underretning inden 72 timer. Den præcise anvendelse på jeres situation bør I få vurderet juridisk, men hændelsen er en god anledning til at tage snakken.

Ud over oprydningen er det værd at indføre nogle generelle værn, så næste forgiftede pakke gør mindre skade:

  • Fastlås versioner med lockfiler, så en ny udgivelse ikke automatisk ryger ind i jeres build.
  • Overvej et privat pakke-mirror med en karantæne på nye versioner, så en ondsindet udgivelse ikke når jer de første timer, hvor den typisk opdages og trækkes tilbage.
  • Giv jeres CI/CD-miljøer færrest mulige rettigheder og brug kortlevende tokens, så et lækket token har mindst mulig værdi.
  • Byg forsvar i lag, så et enkelt kompromitteret trin ikke giver adgang til alt. Vores ordbog om MCP forklarer, hvorfor netop agent-værktøjer samler så mange adgange ét sted.

 

Ofte stillede spørgsmål

Hvilke versioner af agent-framework er ramt?

Versionerne 1.26.1 og 1.26.2, begge udgivet 17. november 2026 og siden fjernet fra PyPI. Version 1.26.0 og alle tidligere udgaver er rene. Lås jeres afhængighed til 1.26.0, indtil Microsoft udsender en ny, verificeret udgave.

Hvordan ved jeg, om jeg installerede en af dem?

Søg i lockfiler, CI-logs, virtualenvs og container-images efter 1.26.1 eller 1.26.2. Kig i site-packages efter filerne agent_framework_meta.pth og _telemetry.py eller af_runtime_diag.pth og af_runtime_diag.py. Tjek til sidst jeres proxy- og DNS-logs for trafik til den webhook.site-adresse, som sikkerhedsfirmaerne har offentliggjort.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er ramt?

Behandl miljøet som kompromitteret. Rotér alle nøgler og tokens, der var tilgængelige fra de ramte maskiner eller build-servere, herunder Azure CLI-sessioner, Azure DevOps-tokens, npm-, PyPI-, Docker- og Hugging Face-tokens samt git-credentials. Gennemgå derefter Azure managed identities og de Entra ID federated credentials, der stoler på jeres GitHub Actions-workflows.

Var det Microsofts egen skyld?

Pakken blev udgivet gennem Microsofts egen pipeline, så for en bruger lignede den en rutineopdatering. Wiz peger på et kompromitteret certifikat til Microsofts interne udgivelsespipeline, men Microsoft har ikke bekræftet rodårsagen. At en udgivelse er signeret og officiel, er derfor ingen garanti i sig selv.

Kan det samme ske med andre AI-frameworks?

Ja. LangChain, CrewAI, OpenAI Agents SDK og lignende rammeværker distribueres på samme måde via PyPI og npm. Samme angreb kan ramme dem, og derfor gælder de samme værn: version-pinning, lockfiler, mindst mulige rettigheder i CI og kortlevende tokens.

 

Hændelsen varede under en time på PyPI, og sandsynligvis blev kun en håndfuld virksomheder reelt tømt for nøgler. Men den tegner et billede af, hvor forsyningskæden til AI-udvikling er på vej hen. Angriberne bruger de samme agenter og rammeværker som forsvarerne, de går efter de miljøer, hvor flest nøgler ligger samlet, og de udnytter, at en officiel udgivelse nyder tillid. For jer, der bygger på AI-agenter, er den praktiske konsekvens enkel: behandl jeres byggemiljø som et af de mest følsomme systemer, I har, og antag, at den næste forgiftede pakke allerede er på vej.

Fortsæt læsningen